| |

Søsterbromølle er en mindre gård, beliggende
lidt udenfor
Hillerød. Den ligger op ad en lille å, Æbelholt
å, som har udløb til Arresø. Til gården
hører der ca. 35 tønder land med folde, hvor dyrene
går ude i sommerhalvåret, og hvor vi også laver
vores hø, som dyrene spiser om vinteren. Vi har også
et par småsøer og en mose, hvor vi også forsøger
at give de vilde dyr gode vilkår.
Der er sket meget med dansk landbrug igennem de sidste 20-30
år. De små gårde kan ikke længere ernære
en familie, og er blevet til deltidslandbrug/hobbybrug og de større
gårde er ofte meget specialiserede, og har derfor kun (mange)
køer eller grise. Det er ikke altid så sjovt at se
på i børnehøjde.
Vi har haft gården i 21 år, og altid haft et antal
forskellige dyr på gården. Gården dyrkes økologisk,-
altså: markerne bliver ikke sprøjtede, og får ikke kunstgødning.
På Søsterbromølle bor Dorrit – bondekone,
Mads – bondemand(og udearbejdende), Svend og Christian,
tvillinger på 16 år.
Jeg (Dorrit) er uddannet pædagog, og har i en årrække
arbejdet i en børnehave, hvor vi ofte tog hjem til gården.
Her opstod så lysten til at kunne invitere også andre
børn på bondegårdsbesøg. Jeg åbnede
gården for besøg i foråret 2005.
Jeg synes, at det er vigtigt, at børn kommer ud og får
kontakt til dyr og naturen.
At de får nogle gode oplevelser hermed, at de får
kendskab til hvordan man passer dyr, hvorfor man har dem, og at
man samtidigt kommer ud i naturen, og også får kendskab
til flora og fauna i engen, mosen og i åen, som jo også
er en del af miljøet på et landbrug. |